Broderi uden regler

På denne side kan du læse anmeldelser af Anne Mette Christensens bog “Broderi uden regler”

“Du er også altid så kreativ,” er der tit nogen, der siger til mig, når jeg har broderet noget nyt. Ofte har jeg fulgt et købt mønster og derfor i mit eget hoved bare udøvet et håndværk. Det at producere et stykke håndarbejde sættes lig med at være kreativ, og det er da fint nok, men jeg kan godt mærke en lille ærgrelse.

Anne Mette Christensen har i sin bog “Broderi uden regler” lukket os ind i sin kreative proces. Og her er virkelig tale om kreativitet i sin egentlige forstand; nemlig at se verden og omsætte den til nye ideer. At der så er kommet utallige skønne puder ud af det, viser blot, at ideerne har været gode.

At høre eller læse om andres indre processer og tankerækker kan være yderst kedelig, ja ligefremt plagsomt, som når nogen vil fortælle om deres drømme. Anne Mette gør det imidlertid både dragende og inddragende. Og så opnår hun noget af det allersværeste, nemlig at sætte gang i læserens egen fantasi og kreativitet.

Hendes puder er så smukke, så jeg umiddelbart får lyst til at kopiere dem; men meget hurtigt opdagede jeg, at allerede mens jeg læste bogen første gang, kom der ideer til forandringer – til at gøre designet til noget andet og mit eget.

En mesterlig bog, der ikke kun er en broderibog, men også et sjovt spark bagi til selv at finde på.

Merete Lehmann